Visionsfortælling 2032:
Når du træder ind på vores skole, mærker du straks, at du er på en skole, der er fyldt med mangfoldighed, faglighed, trivsel og lærelyst. Mange former for lærelyst. For på vores skole lærer alle noget, og vi ser den enkelte elev med et særligt blik for de betingelser for læring, netop denne elev kalder på. Vi har et højt pædagogisk niveau, og vi går til opgaven med mod og ydmyghed funderet i høj faglighed og troen på fællesskabets betydning.
Rammerne på vores skole kan tilpasses hurtigt til en ny situation, og alt er i princippet et muligt læringsrum både inde og ude. Der er gode betingelser for ro, fordybelse og pauser for både elever og medarbejdere, da vi tror på, at diversitet skal mødes med en vekselvirkning mellem faglighed, fordybelse og leg for at skabe den rette grobund for læring for eleverne og en god arbejdsplads for medarbejderne.
Vi er stolte af vores skole. Stolte af at lave god skole for netop vores elever. For hver elev. Hver dag. Hvert år. Vi er en skole, man helst ikke vil hjem fra.
Vores skole er alles skole.
Værdier:
Lyreskovskolen bygger på følgende værdigrundlag:
- FÆLLESSKAB - Sammen er vi stærke. På den måde skaber vi trygge rammer for vores forpligtende fællesskab.
- RESPEKT - Vi hylder forskelligheden og behandler hinanden ligeværdigt og med gensidig respekt.
- ANSVARLIGHED - Vi tager ansvar for os selv og hinanden og er altid bevidste om, at vi er her for at lære noget sammen.
- ÅBENHED - Kreativitet er en forudsætning for udvikling. Vi imødekommer det nye med et åbent sind og værdsætter nysgerrighed som en drivkraft for forandring.
- MOD - Vi tror på intentionen, før vi ser resultatet og skaber plads til at begå fejl, da vi ved, at det er med til at skabe læring og selvværd.